Fordomme er opfattelser af andre mennesker, hvor opfattelserne er baseret på forudindtagede holdninger til den gruppe, de bliver identificeret med. Det er holdninger til andre personer ene og alene på baggrund af den gruppe, de identificeres med, ikke på grund af personlige egenskaber.

På denne måde kan vi sige, at fordomme låser enkeltpersoner til en gruppe, som ikke er baseret på egne oplevelser af gruppetilknytning, men ud fra den gruppe, som personen med fordommen placerer vedkommende i.

Alle har en tilbøjelighed til fordomme

Fordomme er knyttet til almene processer, til egenskaber ved vores menneskelige psykologi og måde, hvorpå vi tilegner os viden. Dette var noget af det, Gordon Allport pegede på i sin klassiker ”The Nature of Prejudice” fra 1954. Fordomme er altså ikke noget, nogen har, og andre ikke har. Det er snarere sådan, at vi alle har en tilbøjelighed til fordomme.

Vi har alle fordomme, som kan reduceres gennem stadig udfordring og problematisering.

Målet behøver dermed ikke at være fordomsfrihed. Det bør hellere være en kombination af reduktion af fordomme, en stadig udfordring og problematisering af vores fordomme, og ikke mindst en måde at håndtere vores tilbøjelighed til fordomme på, sådan at andre mennesker i mindst mulig grad rammes.

Almene mekanismer i fordomsdannelse

Hvilke almene mekanismer er det, der er involveret i fordomsdannelse? Allport peger på den ene side på emotionelle mekanismer, der er knyttet til vores behov for at høre til og vide, hvem vi er. Samtidig lægger han stor vægt på kognitive mekanismer, der er knyttet til vores måde at ordne og kategorisere virkeligheden på.

”Vi” og ”de andre”

Mennesker er sociale væsener, der definerer sig i relation til andre. Vi finder vores identitet ved at vide, hvem vi hører til, hvem vi ligner. ”Jeg” definerer mig i forhold til et ”vi”, som jeg ser mig selv som en del af. I socialpsykologien bruges ofte den lidt mere neutrale betegnelse egengruppe. Denne gruppe kan have forskelligt omfang – fra familiegruppen, som vi har en bevidsthed om at tilhøre allerede fra barnsben, til brede grupper som nation og til og med menneskeheden selv. Pointen med fordomme er behovet for at definere egengruppen, ”vi”, gennem dem vi ikke er, gennem forestillinger om en fremmedgruppe, ”de andre”.

Forestillingerne om ”de andre” kan være negative eller hadefulde, men behøver ikke at være det.

Forestillingerne om ”de andre” kan være negative eller hadefulde, men behøver ikke at være det. En opfattelse om ”de andre” som en fjendtlig trussel kan styrke sammenholdet i ”vi-gruppen”. Det er almindeligt kendt, at det er muligt at skabe i alt fald et midlertidigt fællesskab mellem forskellige samfundsgrupper ved at mane til sammenhold mod en ydre fjende. Men identitet og tilhørsforhold eksisterer også sammen med positive forestillinger om ”de andre”. Det er for eksempel fuldt muligt at have stærke og vigtige familiebånd uden, at man af den grund hader alle andre familier.

”De andre” er mere ens end ”os”

Flere eksperimenter har imidlertid påpeget, hvordan vi særligt på to måder vurderer vi-gruppen anderledes en ”de andre”. For det første har vi en tendens til at vurdere gruppen, vi identificerer os med, mere positivt end ”de andre”. For det andet opfatter vi andre grupper som mere ens og mere homogene end vores egen gruppe. Et slående eksempel på det sidste er, hvordan ordet afrikaner her i Danmark bruges til at beskrive en persons identitet, mens betegnelse europæer bruges meget sjældent. Det er begreber på samme niveau, men fra Danmark er det lettere at se mangfoldigheden blandt europæere, end mangfoldigheden blandt afrikanere. Tendensen til at se andre grupper som mere ens end ens egen gruppe gælder negative træk. Hvis vi ser enkelte negative træk ved individer, der tilhører vores egen gruppe, er det ofte let at pege på mangfoldigheden og variationen i gruppen. Det er noget, der gælder et eller flere individer, ikke gruppen som helhed. For ”de andre” derimod er det let at konkludere en samlet opfattelse om gruppen ud fra observationer af enkeltpersoner.

For at forstå omverdenen er vi nødt til at ordne den ved at opdele i kategorier og grupper. Udgangspunktet for kategoriseringen er en generalisering – vi fæstner os ved lighederne mellem forskellige hunde frem for forskellene for at danne kategorien ”hund”. En sådan opdeling er en fundamental del af den videnskabelige tænkemåde, siden Carl von Linné lancerede sin inddeling af planteriget. Der er altså ikke noget galt med generaliseringer i sig selv. Generaliseringer om grupper af mennesker er også nyttig, hvis vi gør det, når vi f.eks. køber gaver til en 3-årig eller forsøg at sælge flest mulige aviser.

Se individet, ikke gruppen

Samtidig bærer generaliseringen en risiko med sig, der får os til at overse variation, hvorved vi også mister evnen til at se enkeltpersoners særegenhed.

Generalisering indebærer en risiko for, at vi overser variation og mister evnen til at se enkeltpersoners særegenhed.

Lærere er godt trænet til at fokusere på den enkelte elev frem for elevens gruppetilhørsforhold. Vi er optaget af at møde den enkeltes behov og ønsker og ikke skære alle over én kam. Vi generaliserer lige så meget, og de fleste har uden tvivl oplevet situationer, hvor vi bliver overraskede over, hvordan individet fremstår i kontrast til de forventninger, vi har baseret på generaliseringer.

Stereotypier

Sådanne møder med enkeltpersoner indebærer muligheden for korrigering af de generaliserede forestillinger, en mulighed for at udvide forståelsen for gruppen, der er tale om, eller forståelsen for variationen i elevmassen. Desværre sker det lige så ofte, at vi opretholder det generaliserede billede og snarere ser individet, vi møder, som undtagelsen. Her nærmer vi os den næste kognitive mekanisme i fordomsdannelse: stereotypisering. En stereotypi er en fastlåst generalisering. Det vil sige en forestilling om en gruppe, der ikke ændres eller justeres i lyset af nye fakta eller møder med mennesker.

En stereotypi er en fastlåst generalisering, en forestilling som ikke ændres i lyset af nye fakta.

Nu er der rent faktisk en mulighed for, at en enkeltperson kan være en undtagelse fra en tendens i en gruppe. Så længe vi er åbne over for at møde sådanne undtagelser, behøver det ikke at være negativt at beholde de generaliserede forestillinger. Det bliver en problematisk stigmatisering, når forestillingerne om gruppen ikke ændres til trods for tydelige eksempler på, at de er forkerte.

Nysgerrighed og kritisk tænkning udfordrer stereotypier

Modtrækket til vores tendens til stereotypisering er nysgerrighed over for nuancer og fejltolkninger, kritisk tænkning og selvrefleksion og en bevidsthed om, at alle generaliseringer er forenklinger og dermed en åbenhed for at foretage justeringer.

Det er her de emotionelle mekanismer i fordomsdannelse møder de kognitive. Vi kontrollerer, hvordan vi definerer os selv, vores egen gruppe, og hvem vi hører til gennem kontrasten til ”de andre”. Det betyder, at en ændring af billedet af ”de andre” også får konsekvenser for vores billede af vores egen gruppe, ja, af os selv. Og en ændring af selvbilledet er en langt tungere proces end det at korrigere en fejlopfattelse af noget, der ikke spiller nogen rolle. Altså: stereotypier om andre er sejlivede, fordi de definerer, hvem vi selv er.

Et eksempel: fodbold er en vigtig identitet for mange unge. Men for nogen er det afskyen mod fodbold, der er udgangspunktet for fællesskab og identitet. De faktiske årsager til en sådan afsky er én ting, men ofte understøttes de af forestillinger om fodboldspillere som værende simple og lidt halvbrutale og kun optaget af penge. Mødet med en fodboldspiller, der faktisk både er velovervejet og flink, skubber til forestillingen om fodboldspillere, men truer dermed også gruppens forestilling om sig selv, ja, det truer medlemmernes forestilling om, hvem de er. Derfor skal der meget til, før de faktisk medgiver, at fodboldspillere er en mangfoldig gruppe.

Gruppefjendtlighed er en fællesbetegnelse for ekskluderende holdninger over for forskellige grupper, fra racisme og antisemitisme til homofobi og fordomme mod funktionshæmmede. Personer, der er fjendtligt indstillede over for en gruppe, har tendens til også at være fjendtlige mod andre grupper.

Sammenhængen mellem forskellige former for gruppefjendtlighed

I 2011 udkom undersøgelsen ”Intolerance, Prejudice and Discrimination. A European Report”. Dataene i undersøgelserne viser en sammenhæng mellem seks forskellige former for gruppefjendtlighed: homofobi, islamofobi, racisme (biologisk), antisemitisme, indvandrerfjendtlighed og kvindehad. Personer, der scorer højt på én form for gruppefjendtlighed, scorer i gennemsnit også højt på de andre. Selvom forskellige fordomme har forskelligt indhold, hænger de altså sammen. Forskerne bag undersøgelsen har hentet ordet syndrom fra faget medicin for at beskrive denne sammenhæng. Et syndrom beskriver en gruppe symptomer, der ofte optræder sammen. Tilsvarende mener forskerne, at gruppefjendtlighed er et syndrom, fordi de forskellige konkrete fordomme ofte optræder sammen.

Personer, der scorer højt på én form for gruppefjendtlighed, scorer i gennemsnit også højt på de andre.

Undersøgelserne finder også, at dette syndrom er koblet sammen med en autoritær holdning, et hierarkisk samfundssyn og modstand mod mangfoldighed. Fordommene er altså nært knyttet til antidemokratiske, eller i det mindste udemokratiske, holdninger, samt skepsis over for migration og den type synlig mangfoldighed, dette medfører.

Tilbud om tryghed som forebyggelse

Vi ser, at gruppefokuseret fjendtlighed er en kategori, der rummer det antidemokratiske og det ekstreme, men som også omfatter mindre yderliggående, ekskluderende holdninger. Dette er interessant, når vi ser på de råd mod forebyggelse, der fremkommer gennem denne forskning. Udgangspunktet for disse råd er en erkendelse af, at den vigtigste funktion ved fordomme og gruppefokuseret fjendtlighed er, at de giver identitet og fællesskab – en klar forestilling om et ”vi-fællesskab”, som står sammen over for de truende ”andre”.

Gruppefokuseret fjendtlighed giver identitet og fællesskab gennem ekskludering af andre.

Undersøgelserne peger på, at oplevelsen af usikkerhed kan være baseret på reelle faktorer som arbejdsløshed og økonomiske nedgangstider. En grundlæggende udfordring for de europæiske samfund er dermed at tilbyde tryghed for befolkningen gennem andre virkemidler end den ekskludering af minoriteter, som er en følge af den gruppefokuserede fjendtlighed.

Fordomme kan begrunde skævhed og en ulige fordeling af magt i samfundet. De giver legitimitet til diskrimination.

Udbredte forestillinger om en gruppe i samfundet kan gøre, at majoriteten accepterer diskrimination; det vil sige en forskelsbehandling på baggrund af en eller anden form for gruppetilknytning. Åbenbare eksempler kan være den klassiske racetænknings legitimering af kolonialisme og slaveri, eller forestillinger om kønsforskelle som begrundelse for kønsdiskriminering.

En ændring af holdninger kan betyde, at man må frasige sig magt, position og forskellige fordomme.

Det kan gøre det meget lidt attraktivt at justere sine fordomme, hvis det indvirker på opretholdelsen af skævheder og egne privilegier. En ændring kan betyde, at man må frasige sig magt, position og forskellige fordele. For eksempel betyder det at opgive forestillingen om, at kvinder er bedst egnede til at tage sig af hus og hjem, at mænd må give større plads til kvinder på arbejdsmarkedet.

Direkte og indirekte diskrimination

Den traditionelle diskrimination af ikke-europæere er direkte, det vil sige, at forskellige grupper behandles forskelligt. Men diskrimination kan også være indirekte ved, at en ens behandling af forskellige grupper fører til skævhed på grund af forskelle mellem grupperne.

Et eksempel er adgangskrav i militæret, som opererer med en minimumshøjde. Eftersom mænd i gennemsnit er højere end kvinder, vil sådanne regler favorisere mænd, selvom reglen i sig selv er ens for alle.

Fordomme kan skjule diskrimination

Diskrimination af ikke-europæere og af kvinder har traditionelt været eksplicit i den forstand, at den sker åbent og bevidst. Men diskrimination kan også være implicit. Det vil sige, at dem, der diskriminerer ikke selv ser, at de gør det, og måske heller ikke har noget bestemt ønske om at diskriminere. I så fald kan det være udbredte fordomme i et samfund, der gør forskelsbehandlingen usynlig eller vanskelig at få øje på.

Ubevidste fordomme kan bidrage til implicit diskrimination.

Et eksempel på implicit diskrimination er betydningen af ansøgerens navn for at blive indkaldt til et jobinterview. Undersøgelser i Oslo, Stavanger, Bergen og Trondheim har vist, at personer med pakistanske navne har mellem 20 og 25 % mindre chance for at blive kontaktet af en arbejdsgiver, når de søger job, end personer med traditionelle, norske navne, også når personerne for øvrigt har helt de samme kvalifikationer (Birkelund et al. 2015). Nogle arbejdsgivere har måske negative holdninger over for personer med pakistansk-klingende navne, men forskerne finder også denne diskrimination hos arbejdsgivere, som ikke udtrykker sådanne holdninger. Det betyder, at deres holdninger kan være mere implicitte, altså ubevidste.

Diskrimination i skolen

I dag er diskrimination forbudt ved lov, og normen om ikke-diskrimination er dybt forankret i den danske skole. Lærerne er meget bevidste om, at de ikke må diskriminere på grund af køn eller race. Det, at vi ved, at en uønsket diskrimination kan være et resultat af ubevidste holdninger, peger imidlertid på betydningen af selvrefleksion: Læreren må spørge sig selv, om deres kategorisering og implicitte forestillinger om forskelle – det være sig mellem drenge og piger eller mellem europæere og ikke-europæere – er med til at påvirke behandlingen af enkeltelever.

Elevundersøgelser viser, at eleverne oplever diskrimination og uretfærdig behandling.

Flere elever føler sig diskrimineret af lærerne

Halvdelen af eleverne, der har oplevet diskrimination eller uretfærdig behandling, opgiver, at det var lærerne eller andre voksne på skolen, der diskriminerede. Dette står i kontrast til lærernes ideal om lighed, men peger på, hvor vigtigt det er, at læreren selv reflekterer over egne holdninger og behandling af eleverne. Eftersom både holdninger og diskrimination kan være implicitte hos læreren, er det også aldeles muligt, at eleven kan opleve en reel forskelsbehandling, selvom læreren ikke er klar over det.

I skolen er det også lærerne, som er repræsentanter for samfundet og i kraft af dette har magt. I en udfordrende klassesituation kan læreren måske føle sig magtesløs, og der kan selvfølgelig også opstå situationer, hvor lærerens reelle magt bliver udfordret. Men forholdet mellem lærer og elev er imidlertid grundlæggende asymmetrisk: læreren har en række formelle og reelle virkemidler, og eleverne kan måske opponere mod disse, men ikke tvinge sin vilje igennem på samme måde, som lærerne og skolen kan.

Selvrefleksion for at forhindre diskrimination

Ubalancen mht. magt gør, at det er særligt vigtigt, at læreren reflekterer over sine forestillinger om eleverne, og hvorvidt disse forestillinger kan forhindre forståelse for elevernes situation og bidrage til, at læreren ikke gør sit bedste for at trække eleverne med.

Selvrefleksion over egne holdninger og behandling af elever kan reducere implicit diskrimination.

Alle i samfundet kan have fordomme af forskellig slags. Men fordomme, som støttes af magt, er langt mere virkningsfulde end fordomme, som deles af en svag og lille gruppe i samfundet. Det er, når magt kommer ind i billedet, at fordomme kan få konsekvenser for hele samfundsordenen, at fordommen kan bidrage til legitimering af diskrimination. For at forstå diskrimination i samfundet er der derfor mange, som mener, at perspektivet skal udvides fra fordomme til begreber som privilegier eller racisme. Som du kan læse her, er der stor uenighed om, hvordan begrebet racisme skal defineres. Én definition tager netop udgangspunkt i racisme som samfundsorden, hvor nogle fordomme gennem magt giver en diskriminerende samfundsstruktur: altså strukturel racisme.

Med visheden om, at fordomme kan tildække sammenhænge, er det vigtigt at være villig til at udforske sig selv, reflektere over egne forestillinger og være åben over for, at man faktisk er fordomsfuld.