Ordet radikalisering bruges i dag først og fremmest for at forklare noget af dét, der sker, ”før bomben sprænger”, processerne, der leder frem til, at enkeltpersoner og grupper udfører terror. Der er stor enighed om, at radikalisering skal forebygges og bekæmpes. Men der er langt fra enighed om nøjagtig, hvad radikalisering er, og hvilken rolle, radikalisering har som årsag til terror. Den vigtigste forskel går mellem dem, som knytter radikalisering til viljen til at bruge vold, og dem som forstår begrebet mere generelt som en bevægelse mod mere ekstreme bevægelser og ideologier.

Ekstremisme, radikalisering og deltagelse

Der er ingen enkel sammenhæng mellem ekstreme syn på verden omkring os – virkeligheden på den ene side samt viljen og evnen til at udføre vold på den anden. Organisationer, der benytter terror som virkemiddel, legitimerer som regel dette ideologisk. Alligevel tyr organisationer ofte til voldelige handlinger efter en proces, hvor de ikke har vundet gehør for deres synspunkter gennem andre kanaler.

Nogle terrorister er ikke ideologisk radikaliserede. Nogle ideologisk radikaliserede personer lever deres liv i harmoni med det demokratiske samfund.

Der er også mange eksempler på, at nogle mennesker, der begår terror, ikke har gennemgået en ideologisk radikalisering. Tilsvarende er der mange, som selv har yderliggående eller ekstreme holdninger, som ikke udfører vold, men tværtimod lever deres liv i harmoni med det demokratiske samfund.

Derfor er det nyttigt at skelne mellem radikalisering på den ene side og deltagelse på den anden. Radikalisering er processen, der fører til, at mennesker gradvist ændrer holdning til og syn på det samfund, de lever i, og søger ekstreme tanker, ideer og meninger. Processen kan føre til, at de støtter, retfærdiggør eller legitimerer andres brug af vold – ikke-voldelig ekstremisme eller, at de selv deltager og er villige til at bruge vold for at skabe ændringer i samfundet – voldelig ekstremisme.

Radikalisering er processen, der fører til, at mennesker gradvist ændrer syn på og holdning til det samfund, de lever i, og søger ekstreme tanker, ideer og meninger.

Den ekstreme både ikke-voldelige og voldelige ekstremisme kan defineres som yderliggående tanker, meninger, ideer og handlinger, som ofte er knyttet til totalitære ideologier. Ordene radikal og ekstrem brugs ofte i flæng. En forskel er, at begrebet radikal også kan have en positiv og velmenende betydning. For store dele af den politiske venstreside har ordet en positiv klang som reference til en politik, der virkelig tager behovet for ændring i magtforholdene i samfundet alvorligt. I religiøs sammenhæng henviser ordet for mange til et positivt ønske om at gå tilbage til budskabet, som man finder i religionens oprindelse.

Ordet radikal

Ordet radikal har haft forskellige betydninger op gennem historien fra at betegne roden (det naturlige, fundamentale) til noget til at blive en reference for det, der adskiller sig fra det, som er accepteret som normalt (standarden, det almindelige, det traditionelle, normen i et samfund) (Mandel 2009).

Radikal stammer fra det latinske ord radix, som betyder rod.

Radikal stammer fra det latinske ord radix, som betyder rod. I sin sproglige betydning peger ordet altså til noget grundlæggende eller fundamentet ved noget. Denne betydning finder vi blandt andet i Oxford Advanced Learner’s Dictionary, hvor ordet radikal er beskrevet som det, der er ”relateret til de mest grundlæggende og vigtige dele af noget”.

I 1800-tallet blev forståelsen af begrebet udvidet til at inkludere det, der kunne medføre en ændring af roden til noget (Mandel 2009: 104). Definitionen af begrebet blev yderligere udvidet i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, hvor radikal blev brugt som reference til en fuldstændig og stor politisk ændring ‒ en reform, der går til roden.

Radikal blev samtidig en reference for dem, der repræsenterer eller støtter den ekstreme del af et politisk parti. Ekstrem/ekstremisme kommer fra det latinske ord extremus og bliver oversat som ”det yderste”, ”det fjerneste” og/eller ”det værste” (Gule 2012: 15).

I ekstremsport kan radikal være udtryk for noget positivt omend også risikabelt eller på kanten.

Brugt som slang i 60’erne og 70’erne betød ordet radikal noget ”fantastisk, enestående eller langt ude” (Mandel 2009: 105). Betydningen stammer fra surfermiljøet og er også udbredt i dag inden for forskellige former for ekstremsport. Radikal er her udtryk for noget positivt omend også risikabelt eller på kanten.

De forskellige definitioner af begrebet kan også være med til at give de radikale en positiv og velmenende forståelse af begrebet og dermed deres egne tanker og handlinger. For eksempel kan kristne unge forstå det at blive refereret til som radikal som noget positivt, da det kan forstås som at gå tilbage til den ”naturlige” eller ”fundamentale” forståelse af sin religion.

Radikal som noget relativt

Forståelsen af, hvad radikalisering og det ekstreme er, vil være afhængig af opfattelsen af, hvad der normalt og af, hvad der er moderat eller i midten. Det vil sige, at forståelsen af disse fænomener til en vis grad altid vil være subjektiv, relativ og kontekstafhængig (Coolsaet 2016; Mandel 2009).

Forståelsen af, hvad det ekstreme er, afhænger af opfattelsen af, hvad der er normalt. For eksempel kan det at nægte kvinder retten til at stemme eller at få en abort blive opfattet som ekstremt i Danmark i dag, mens man i 1800-tallet ville opfatte en accept af disse handlinger som ekstremt. Ytringsfrihed er et andet eksempel. Det betragtes som vigtigt i det demokratiske Danmark, men i lande som Saudi-Arabien og Nordkorea kan brugen af ytringsfrihed opfattes som ekstremt. Peter Neumann peger på dette ved at parafrasere et kendt udtryk: ”én mands radikale (eller terrorister) er en anden mands frihedskæmpere” (2013: 878).

Det er vigtigt at forstå, at det at være radikal i sig selv ikke er farligt. Særligt gælder dette i mødet med unge, som ofte har en fase, hvor de udforsker ting, hvor de også gerne udtrykker synspunkter, der er yderliggående.

Det er vigtigt at forstå, at det at være radikal i sig selv ikke er farligt.

Hvor går så grænsen mellem positive og mere negative former for radikalisering? Den negative form indebærer ofte, at man tager totalitære ideologier til sig, som kan være destruktivt og farligt for samfundet. Den positive form kan forstås som en vigtig kamp mod uretfærdige normer eller standarder, for eksempel kampen om ligestilling.

Faren for fejlkategorisering

Det er også vigtigt, at læreren er klar over de store konsekvenser, en selektiv og relativ forståelse af begrebet kan have for uskyldige mennesker, som bliver fejlkategoriseret som radikaliserede. Unuanceret mistænkeliggørelse på grundlag af religion og etnicitet kan føre mere radikalisering med sig (Veldhuis og Staun 2009: 19). Derfor er det vigtigt, at vi – i den grad, det er muligt – er så nuancerede som muligt, når vi skal forstå og forklare fænomenet. Dette er også vigtigt, eftersom begreberne radikalisering, ekstremisme og terrorisme ofte bruges i flæng.

Unuanceret mistænkeliggørelse på grundlag af religion og etnicitet kan føre mere radikalisering med sig.

De eksisterende definitioner af begrebet har været med til at give praktikere, medier og befolkningen generelt en ramme, som de kan forholde sig til for at forstå og forebygge radikalisering. Samtidig har nogle af de eksisterende forståelser af begrebet bidraget til at flytte fokus væk fra nogle aktører, tanker og handlinger. Det er derfor vigtigt, at læreren husker, at radikaliserede mennesker og grupper ses i mange forskellige former. Begrebet bruges blandt andet som reference for radikaliserede muslimer, venstreradikale og mennesker, der tager en højreekstremistisk ideologi til sig. Et eksempel på sidstnævnte er Breivik, som gik gennem en radikaliseringsproces, hvor højreekstremistisk ideologi spillede en rolle.

Radikalisering sker på forskellige måder. Årsagerne til radikalisering er sammensatte, og forløbet kan variere. Der er altså ikke en lineær proces, der følger et fastlagt skema fra et niveau til det næste.

Drivkræfterne for at slutte sig til ekstremistiske bevægelser varierer fra person til person. Ofte er der tale om sociale og emotionelle processer. Årsagen til ideologisk radikalisering kan lige så godt være en konsekvens af, at man kommer i ekstreme miljøer.

Radikalisering sker på forskellige måder. Årsagerne til radikalisering er sammensatte, og forløbet kan variere.

Både enkeltpersoner og grupper radikaliseres gennem processer, som er mulige at få øje på. Men årsager, som kan være afgørende for en bestemt person, behøver ikke at have lige så stor betydning for en anden.

Radikalisering er ikke en sygdom

Det kan være fristende at tænke, at det er syge mennesker, der begår terror; personer med en eller anden slags sindslidelse eller andre patologiske personlighedstræk. Sådan er det ikke. De fleste terrorister er raske og lige så almindelige og fornuftige, som de fleste andre.

De fleste terrorister er raske og lige så almindelige og fornuftige, som de fleste andre.

I nogle tilfælde handler radikalisering om unge mennesker, der leder efter forklaringer på selvoplevede kriser (Wiktorowicz 2005; s.a.). Andre kan lede efter at forstå uretfærdigheder i verden (Sageman 2004; 2008). Hvorfor er verden, som den er? Hvorfor opstår der krig? Her kan der også ligge et oprigtigt ønske om at finde løsninger på store politiske konflikter til grund. Et fællestræk er, at radikalisering sker i samspil med andre, i fællesskab med venner eller andre, man har et tillidsforhold til.

Radikalisering sker gennem venskaber og sociale bånd

– Interaktion med radikale mennesker er med til at skabe og udvikle motivationen for radikale tanker og handlinger (Nesser 2011: 39).

Seniorforsker ved det norske Forsvarets forskningsinstitutt (FFI) Petter Nesser siger følgende om interaktion med radikale individer: ”Får man de rette kontakter, kan hvem som helst blive radikaliseret, selvom nogle er mere udsatte end andre” (Johansen og Matre 2015).

Radikaliserede personer er ofte nære venner med andre radikale, som de har stærke følelser for.

Radikaliserede personer er ofte nære venner med andre radikale, som de har stærke følelser for. Deres bånd til hinanden og deres fælles identitet er meget vigtige for dem (Sageman 2004). Flere forskere mener derfor, at social interaktion med radikale individer og grupper er helt centrale årsager til radikalisering.

Alligevel er det ikke sådan, at socialisering med radikale personer er bestemmende for hvem, der bliver radikaliseret – mange mennesker, der har sociale relationer til radikale personer, bliver ikke selv radikale (Ahmed 2015).

Hvilken rolle spiller baggrund?

Det er ikke muligt at forudse, hvem der bliver radikaliseret ud fra oplysninger om baggrund. Radikaliserede personer har sjældent fællestræk med alle i en gruppe. Forskellige grupper kan have forskellige fællestræk. Fællestrækkene mellem radikaliserede deles desuden af rigtig mange personer, der ikke er radikaliserede. Derfor er det vigtigt at være varsom med at tolke tegn på radikaliserede personer.

Fællestrækkene mellem radikaliserede deles af rigtig mange personer, der ikke er radikaliserede.

For eksempel viste en kortlægning fra 2007 af radikale muslimer i Danmark, Holland og Storbritannien, at de radikaliserede oftest var mænd under 35 år og hovedsageligt efterkommere af indvandrere, der var vokset op i forstæderne til storbyerne (Precht 2007). Alligevel er det kun et meget lille mindretal, der bliver radikaliseret af alle unge muslimer under 35 år, der vokser op i forstæder. Denne konklusion stemmer overens med et studie fra 2015, der blev udført blandt 40 muslimske mænd i Norge (Ahmed 2015).

Radikaliserede personer kommer fra forskellige sociale lag i befolkningen, og der er intet, der tyder på, at fattigdom i sig selv er en drivkraft bag radikalisering (Schmidt 2013). Flere studier peger alligevel på, at de har en løs tilknytning til storsamfundet, de føler sig marginaliserede, og at de har dårlige fremtidsudsigter. Dette gælder for en stor del af dem, som er radikaliserede.

PST har kortlagt baggrunden for personer, der frekventerer ekstreme, islamistiske miljøer i Norge. Der ses en overvægt af unge mænd med lav uddannelse, kriminel løbebane og en løs tilknytning til arbejdslivet, altså elementer af marginalisering. Konvertitter og personer, der er indvandret til Norge som børn eller unge, er overrepræsenteret. Gennemsnitsalderen er 27,5 år – de fleste er altså godt over skolealderen (PST 2016).

Unuanceret fokus på religion og etnicitet kan føre til diskrimination og forstærke følelsen af udenforskab eller fremmedgørelse.

Mange af dem, der deltog i højreekstreme og racistiske miljøer i Norge i 1980’erne og 90’erne, var marginaliserede unge, særligt drenge og mænd (Bjørgo & Gjelsvik 2015). Der er for få studier af sådanne miljøer til at kunne generalisere, men også fra Tyskland findes der undersøgelser, som peger på løs tilknytning til arbejdslivet og kriminalitet som træk ved mange af dem, som deltager i højreekstreme miljøer (Goodwin et al. 2012).

Et stærkt fokus på baggrundsfaktorer kan virke mod hensigten. Unuanceret fokus på religion og etnicitet kan føre til diskrimination og forstærke følelsen af udenforskab eller fremmedgørelse. I direkte modstrid med hensigten kan dette føre til, at radikalisering bliver en selvopfyldende profeti.

Livskriser som kognitive åbninger

De fleste mennesker oplever forskellige former for kriser gennem livet, det være sig dødsfald i familien, alvorlig sygdom, arbejdsløshed eller andet. Sådanne livskriser kan føre til sårbarhed og bidrage til at svække almengyldige og generelt accepterede opfattelser. Det kan gøre, at man bliver modtagelig for nye ideer og meninger og et nyt verdenssyn, som giver svar og løsninger på krisen (Wiktorowicz 2005). En krise kan dermed også være en åbning for radikalisering.

Livskriser kan føre til sårbarhed og bidrage til at svække almengyldige og generelt accepterede opfattelser.

Også politiske kriser eller alvorlige hændelser i verden kan opleves som en slags krise, som kan føre til moralske udbrud. F.eks. kan politiske kriser som invasion af Irak føre til moralske udbrud blandt unge muslimer i Europa (Sageman 2004: 2008).

Alligevel: Mens livskriser er noget, de fleste oplever, er det bare for nogle meget få, at kriserne efterfølges af radikalisering. De fleste af os vil lære at leve med et tab eller en skade, eventuelt slå os til ro med en forklaring. Oftest leder man efter løsninger på oplevede kriser ud fra, hvordan man oplever verden og ved forståelse af tilværelsen. Det vil sige, at kriser ikke nødvendigvis fører til en ændring (Wiktorowicz 2005; 20).

For nogle vil en krise føre til, at de tilegner sig en ny livsstil, ideologi og et nyt tankesæt.

For nogle vil en krise føre til, at de tilegner sig en ny livsstil, ideologi og et nyt tankesæt. Nogle kan afprøve flere ideologier og tankesæt, før de vender tilbage til deres gamle jeg. For andre vil ændringen som følge af krisen være varig. Radikalisering er i begge tilfælde bare én af en række mulige veje. For eksempel er det kendt, at mange unge, der tilhører en minoritet, oplever diskrimination, men kun en lille gruppe af dem tiltrækkes af radikale tanker og ideer.

I psykologien bruges ordet resiliens til at beskrive evnen til at kunne takle kriser, til at kunne komme sig igen ‒ en robusthed og udholdenhed. Det kan også oversættes med modstandsdygtighed, individets evne til at genvinde balancen efter at have oplevet stress og katastrofer. For at reducere det negative udfald af kriser, som radikalisering eller andet, er det vigtigt at styrke individets resiliens, dets modstandsdygtighed. Modstandsdygtighed kan styrkes gennem inklusion i trygge fællesskaber og øvelse i refleksion og kritisk tænkning. I kapitlet om forebyggelse i skolen kan du læse om, hvordan dette kan gøres i praksis.

Radikalisering med og uden ideologi

Organisationer og grupper, der bruger terror som virkemiddel, begrunder det gerne ideologisk. Samtidig er ideologi kun vigtig for nogle: entreprenørerne og de ideologiske ledere i gruppen. Andre medlemmer kan have en smule eller ingen interesse og viden om gruppens verdenssyn (Schmid 2013).

Ideologi er kun vigtig for nogle: entreprenørerne og de ideologiske ledere i gruppen.

Den ideologiske radikalisering ‒ accepten af radikale, politiske og religiøse ideologier ‒ kan opstå som et resultat af, at man kommer i ekstreme miljøer, snarere end at man søger mod radikale grupperinger af overbevisning.

Dette kommer frem i Tore Bjørgos studier af forskellige højreekstreme og racistiske miljøer i Norge. Han fandt, at den ideologiske radikalisering hos mange skete efter, at de havde udført fremmedfjendtlig vold (Bjørgo & Gjelsvik 2015).

Peter Nesser har kortlagt radikaliseringen blandt muslimer i Europa (Nesser 2015). Han påviser, at ikke alle radikale er ideologisk motiverede. Terrorforskeren Marc Sageman (2004; 2008) peger på, at radikalisering ofte ikke handler om ideologi, men om gruppetilhørsforhold og sociale bånd.

Ideologi kan være vigtig for at legitimere og retfærdiggøre synspunkter og handlinger.

Ideologi kan alligevel være vigtig for at legitimere og retfærdiggøre synspunkter og handlinger. Gartenstein-Ross og Grossman udførte et studie af 117 radikaliserede personer fra Storbritannien og USA i 2009. 40 % af dem mente, at religion var den motiverende faktor for deres ulovlige handlinger. Dette er i overensstemmelse med et studie udført blandt 40 norskmuslimske mænd i 2015, som viser, at ideologi kan være et middel til retfærdiggørelse af fjendtlige tanker og handlinger (Ahmed 2015: 84-87).

Internettet

Internettet med sin globale rækkevidde giver utallige muligheder for spredning af radikale tanker og ideer. Det kan bidrage til mobilisering af netværk, da megen frustration ofte får frit løb i forskellige internetfora (Sageman 2007).

Internettet kan være en arena, hvor der etableres og opretholdes kontakter.

Internettet er billigt, anonymt og fungerer som en platform, hvor både mænd og kvinder kan kommunikere og dele information (Precht 2007: 57). Dermed kan det være en arena, hvor der etableres og opretholdes kontakter, samt at en etableret, radikal identitet kan blive forstærket gennem internettet (Christmann 2012: 30).

Alligevel er det få studier, der lægger vægt på internettet som vigtigt for radikalisering (Christmann 2012: 30). Til trods for, at internettet tilbyder muligheder, som kan bidrage til radikalisering, er der lidt, der tyder på, at internettet altid er vigtigt for radikalisering.

Internettet kan opleves som den eneste troværdige kanal, hvor hele sandheden kommer frem.

På grund af ændrede medievaner blandt de unge og de ekstreme gruppers propagandastrategier, kan betydningen af internettet alligevel ikke afskrives. En vigtig grund til det er, at internettet af mange opfattes som en fri og ucensureret kanal. Nettet kan have en anderledes tiltrækning end etablerede mediekanaler. Unge mennesker kan blive påvirket af ekstreme grupper, som bevidst bruger internettet i sine informations- og rekrutteringskampagner. Ekstreme grupper kan ofte ikke komme til i etablerede mediekanaler. Deres budskab kan derfor virke endnu mere tiltrækkende og troværdigt ud fra opfattelsen af, at de undertrykkes af etablerede medier. Internettet kan derfor opleves som den eneste troværdige kanal, hvor hele sandheden kommer frem.

Forskellige typer ekstremister

Personer, der tilslutter sig ekstreme grupper, er meget forskellige og har forskellig motivation for deres handlinger. Det er alligevel muligt at sige noget om forskellige hovedtyper blandt deltagerne i ekstremistiske bevægelser. Peter Nesser har studeret jihadistiske terrorgrupper i Europa og peger på fire kategorier af medlemmer: entreprenørerne, protegeerne, de socialt utilpassede og tilfældige rekrutter (drifters) (Nesser 2011). Han peger selv på udfordringerne med sådanne statiske kategorier, ikke mindst fordi han også fandt medlemmer, der ikke lod sig placere i nogen af de fire kategorier.

Personer, der tilslutter sig ekstreme grupper, er meget forskellige og har forskellig motivation for deres handlinger.

Tore Bjørgo (2011) har foreslået en dynamisk model, hvor fire dimensioner bruges til at karakterisere deltagere i ekstreme organisationer: grad af ideologisk motivation, leder eller følger, ressourcestærk-marginaliseret og grad af sensationssøgning.

Modellen har ikke til hensigt at være et værktøj, der kan afsløre potentielle terrorister. Dertil er kategorierne for åbne. Den har heller ikke til hensigt at sige noget om behovet for forskellige strategier for afradikalisering. Når det gælder de ideologisk motiverede vil det være muligt at gå i dialog med dem om de ting, de er optaget af. Medløberne har brug for alternative fællesskaber, mens de spændingssøgende kan tilbydes alternative veje til spænding. De marginaliserede har brug for sociale tiltag og bedre integrering i arbejdslivet og samfundet generelt (Bjørgo & Gjelsvik 2015).

Akkurat som der er mange veje ind i det ekstreme, vil vejene ud også variere fra person til person.

Denne gennemgang viser, at radikalisering sker gennem sammensatte og komplekse processer. Akkurat som der er mange veje ind i det ekstreme, vil vejene ud også variere fra person til person. Det er også vigtigt at skelne mellem afradikalisering og forebyggelse af radikalisering. Det sidste er skolens opgave.