Racisme og massemord

Norge glemmer ikke drabet på Benjamin Hermansen. Der er mange grund til det, og nogle af de mest åbenlyse er, at han blev dræbt ene og alene på grund af sin hudfarve. Drabsmændene var selverklærede nynazister. Ud over at handle om et bestialsk drab på en uskyldig dreng, vækker drabet minderne til live om nogle af de mest undertrykkende regimer, terror og massedrab i nyere historie. Vi får associationer til Nazityskland, apartheid og Ku Klux Klan.

Drabet på Benjamin minder om racismens mørkeste historie – en historie, som langt de fleste norske borgere tager klar afstand fra.

Drabet på Benjamin minder om racismens mørkeste historie – en historie, som langt de fleste norske borgere tager klar afstand fra. Forbindelsen til denne historie kan være med til at forklare kampen om begrebet racisme, som vi ser i dag. Når ordet racisme ytres, er det ikke bare en teoretisk forståelse af begrebet, der indgår i fortolkningsrammen, det er også undertrykkelse og massedrab.

Derfor er der også mange lærere, der oplever, at det gør ondt at blive kaldt racist af elever, og derfor har begrebet en kraft og en virkning, som få andre begreber har. Vores sprog indeholder en række begreber, som måske nogle gange kan bruges som alternativ: diskrimination, fremmedfrygt, fremmedfjendtlighed, chauvinisme, eksklusion. Fælles for disse begreber er, at de ikke har samme slagkraft som racisme.

Hvad er racisme?

Ordet racisme henviser til ordet race og blev brugt første gang i 1930’erne af modstandere af nazisternes racistiske og antisemitiske verdensbillede. Snævre definitioner af ordet knytter det netop til forestillingen om race som et biologisk fænomen. Et eksempel er definitionen i ”Store norske leksikon” (snl.no):

– opfattelse af, at mennesket kan inddeles i distinkte ”racer”, og at disse kan rangeres som højerestående eller laverestående på grund af antagede sammenhænge mellem biologiske og mentale/kulturelle egenskaber.

Brede definitioner af racisme inkluderer forskelsbehandling af forskellig art, ikke begrænset til race. Et eksempel er FN’s racediskriminationskonvention fra 1966, hvor ”racediskrimination” defineres som:

– enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse.

I bogen ”Hvad er racisme?” fra 2015 definerer Bangstad og Døving racisme således: (kapitel 1):

• 1. At inddele en befolkning i forskellige kategorier, hvor nogen gives negative, essentielle (uforanderlige) træk.
  2. At reducere et individs identitet til de givne negative karaktertræk for en kategori.
  3. At bruge de negative karaktertræk som argument for underordnelse og diskriminering.

Denne definition peger på racisme som noget mere end fordomme på den ene side og mere end diskrimination på den anden side. Ifølge Bangstad og Døving knytter racismebegrebet fordomme og diskrimination sammen: Racisme har vi, når fordomme begrunder diskrimination.

Racisme som kampbegreb

Uenighed om, hvad racisme er, skinner ofte igennem i debatter. Racisme er et ømtåleligt emne, og racismebegrebet bliver hurtigt politisk. Det kan blive et kampbegreb – noget som skal ses i sammenhæng med racismens undertrykkende og blodige historie. Den biologiske eller moderne racisme må siges at være et vestligt fænomen. Samtidig er det muligt at argumentere for, at racisme forstået bredt som fordomme, der legitimerer forskelsbehandling, kan spores meget længere tilbage i tiden og til mange forskellige samfund og verdenshjørner.

Opfattelsen indebærer en forestilling om ”os” og ”de andre”, hvor individer fra ”de andre” aldrig kan blive som ”os” eller en del af ”os”.

Opfattelsen indebærer en forestilling om ”os” og ”de andre”, hvor individer fra ”de andre” aldrig kan blive som ”os” eller en del af ”os”. Sådanne opfattelser kan godt have religiøse forklaringer, som at ”de andre” var fordømte af en guddommelig magt. Skellet mellem biologisk racisme og en videre form for racisme udgør i dag en væsentlig del af diskussionen omkring begrebet og kan bidrage til at forklare, hvorfor der hersker så megen uenighed om begrebets meningsindhold. Brugen af begrebet kommer imidlertid ikke uden om det faktum, at det i dag bliver associeret med slaveri og massedrab. Det forklarer, hvorfor brugen af ”racisme” ofte bliver omstridt og følelsesladet. Samtidig er det begrebets historiske konnotationer, der giver det sin slagkraft. Et begreb som hverdagsracisme kan dermed virke selvmodsigende, fordi forfølgelse, slaveri og massedrab ikke er hverdagsagtigt. Samtidig findes der andre beslægtede begreber, som ”fremmedfjendtlighed”, ”fordomme”, ”fremmedfrygt”, ”diskrimination”, ”strukturel diskrimination” og ”majoritetsprivilegier”. Begrebet, der bruges for at beskrive en given situation, skal forstås, både ud fra hvilket ordforråd vedkommende besidder, hvordan vedkommende forstår situationen, og hvad vedkommende ønsker at opnå med sit begrebsvalg.

Det væsentlige ved racisme i dag er, hvorvidt en opfattelse om en gruppe er fastlåst, og at en gruppe bliver stemplet med egenskaber, der er umulige for gruppens medlemmer at undslippe.

Det væsentlige ved racismen kan siges at være, hvorvidt en opfattelse om en gruppe er fastlåst, og at en gruppe får et stempel, der for medlemmerne af denne gruppe er umuligt at undslippe.

Strukturel racisme og hverdagsracisme

Når racistiske forestillinger lægges til grund for en samfundsstruktur, sådan som det skete under apartheidregimet i Sydafrika før 1994, er det ikke det samme som, når en enkeltperson tænker eller handler racistisk. Michel Wieviorka har peget på fire niveauer af racisme i forskellige samfund (The Arena of Racism 1995, kapitel 5):

• 1. Forløberen til racisme, infraracisme, som mere kendetegnes af forskellige former for fremmedfjendtlighed.
  2. Racisme som fragmenteret, men tydeligt til stede i samfundet – blandt andet synlig gennem opinionsundersøgelser.
  3. Racisme som politisk, det vil sige, at racistiske holdninger bliver grundlaget for en (politisk) bevægelse.
  4. Racisme som total, som grundlaget for statens organisation og udgangspunktet for eksklusion og forfølgelse.

Ofte bruges ordet hverdagsracisme om racisme på Wieviorkas første niveau. Hverdagsracisme er de mere eller mindre utilsigtede holdninger og hændelser, som ”de andre” udsættes for i samfundet. Det kan være usikre blik mod mørkhudede i S-toget eller modstanden ved at få somaliere som naboer.

Racismens historie

Racisme som begreb dukker først op i et akademisk værk i 1922 i Belgien som et opgør med påstande om germansk racemæssig overlegenhed. Begrebet blev gjort kendt for et bredere publikum gennem en bog af den tysk-jødiske sexolog og læge Magnus Hirschfeld i 1938 (udgivet i USA efter hans død). Hirschfeld regnes også som grundlægger af den moderne bevægelse for homoseksuelles rettigheder. Som sexolog, antiracist, antinazist og homoliberal jøde gjorde Hirschfeld op med den nazistiske dommedagsprofeti om, at jøderne og deres medsammensvorne konspirerede mod det tyske folk med den hensigt at splitte og svække folket gennem normopløsning og promovering af raceblanding for selv at overtage magten.

Begrebet race dukker op allerede i 1500-tallet, men mere i betydningen slægtskab. Den biologiske racisme, som gerne associeres med kolonialisme, slaveri og apartheid, udspringer af oplysningstiden og modernitetens og videnskabens fremvækst fra 1700-tallet. Derfor kan man også kalde biologisk racisme for moderne racisme. Inden for racevidenskaben blev der foreslået klassificeringer af mennesker baseret på observerbare fysiologiske forskelle, og racisterne argumenterede for samfundsmæssig hierarkisering baseret på sådanne klassificeringer. Den moderne racevidenskab skabte en diskurs, hvor mennesker ofte først og fremmest blev forstået som fysiske, antropologiske fællesskaber, frem for for eksempel religiøse fællesskaber. Det kan imidlertid tilføjes, at nazisterne inden for den mere seriøse racevidenskab kun fandt ringe accept af sine forestillinger om et herrefolk. Nazismen var mytebaseret langt ud over det, som racevidenskaben (eller den fysiske antropologi) kunne bakke op omkring.

Raceskel baseret på biologi og kultur

[Image: racekort]

Kilde: Deutsches Konversationslexikon, 1890.

Dette kort er hentet fra et tysk konversationsleksikon fra 1890. Her kategoriseres mennesket i tre hovedracer: den kaukasiske race, den negroide race og den mongolske race. Sidste halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet var der udbredte forestillinger i Vesteuropa og USA om, at menneskeheden kunne inddeles i klare, adskilte racer baseret på biologiske egenskaber, og at den europæiske kultur var højest udviklet. Opfattelse af, at kulturudvikling hang sammen med gruppens biologiske potentiale, var udbredt i den vestlige tankegang.

Synet på andre kulturer som laverestående og uudviklede gik forud for den biologiske racisme.

Synet på andre kulturer som laverestående og uudviklede gik forud for den biologiske racisme. Hvide europæere mente, at det, de opfattede som laverestående kulturer, skyldtes en lavere intelligens. I dag ser der ud til at eksistere en opfattelse af, at biologisk racisme historisk kun har drejet sig om biologi. Det er i så fald en misforståelse. Sammenhængen mellem opfattelser af kultur og arvelige egenskaber blev opfattet som markant.

Et udbredt kendskab til undertrykkelsen af sorte afrikanere i kolonitiden, i Sydstaterne og i Sydafrika har skabet en misvisende opfattelse af, at racisme kun rammer mennesker med mørk hudfarve.

Det kan se ud til, at den del af racismen, der før og efter 1900 gav legitimitet til undertrykkelse af sorte afrikanere i europæiske kolonier, i Sydstaterne og i Sydafrika, er den mest kendte. Dette har lidt misvisende skabt en opfattelse af, at racismen kun rammer mennesker med mørk hudfarve. Ifølge det racistiske verdensbillede var blandt andet russere, samer og inuitter laverestående og af mongolsk race. Den mongolske race blev karakteriseret som en udpræget ”kortskallet” race. Disse mennesker var lige så lyse i huden som de ”langskallede”. Historiske fænomener, som fornorskningspolitikken, som samerne blev udsat for af den norske stat og den nazistiske stats massedrab på blandt andet polakker og russere, kan ikke forstås uden viden om racebiologiens og racismens historie. Blandt andet blev samer udstillet i zoologiske haver i slutningen af 1800-tallet. Raceforståelsen, som var udbredt i Vesten i tiden før og under 2. verdenskrig, og som nazismen bygger på, var mere finmasket end på kortet fra 1890, men hovedtrækkene er alligevel nok så sammenfaldende.

Racisme uden racer

Nyere genforskning har langt hen ad vejen tilbagevist ideen om, at der findes forskellige menneskeracer. De ydre observerbare kendetegn, som den tidlige racevidenskab var optaget af, stemmer ikke overens med de indre kendetegn, som kun kan observeres med avanceret laboratorieudstyr. Det er med andre ord ikke muligt at anslå sandsynligheden for en persons blodtype baseret på viden om dennes hudfarve. Men der er enkelte, der mener, at viden om genetiske variationer mellem grupper af mennesker har medicinsk værdi.

På baggrund af, at genetikken langt hen ad vejen har diskrediteret racevidenskab, er der mange i dag, der snakker om en ”racisme uden racer”.

På baggrund af, at genetikken langt hen ad vejen har diskrediteret racevidenskab, er der mange i dag, der snakker om en ”racisme uden racer”. Med det menes, at gruppeinddelingerne i dag følger andre inddelinger (som for eksempel kultur, religion eller etnicitet) samtidig med, at forestillingerne, fordommene og undertrykkelsesmekanismerne er identiske med dem, man finder i den biologiske (moderne) racisme. Sådanne ræsonnementer begrunder en bred definition af racisme, som noget mere end diskrimination på baggrund af race.

Arbejde med racisme i undervisningen

Racisme vil i overskuelig fremtid associeres med grusomme overgreb. Samtidig opfatter de fleste elever i dag racisme som et universelt nutidsfænomen, altså at racisme kan udøves af og ramme alle, og at historien tillægges mindre vægt. Antagelig er læreres forståelse af racisme mere præget af historiske hændelser sammenlignet med elevernes forståelse af racisme. Dermed kan eleverne og læreren ende med at snakke forbi hinanden, hvis ikke læreren har et bevidst forhold til, hvordan begrebet racisme bruges og opfattes forskelligt.

Kendskabet til historisk racisme er vigtigt, fordi det gør det muligt at genkende klassiske racistiske forestillinger.

Undervisning om racisme kan med fordel se nutid og fortid i en sammenhæng. Kendskabet til historisk racisme er vigtigt, fordi det giver forståelse for alvorligheden af racisme og gør det muligt at genkende klassiske racistiske forestillinger. Lad os se på et eksempel: En elev spørger læreren, om vedkommende kan lide bananer. Nogle af eleverne fniser. En sort elev fniser ikke. For at kunne analysere situationen og vurdere forskellige handlingsalternativer, er læreren afhængig af at kende til den klassiske forestilling om, at sorte afrikanere er nærmere beslægtet med aber end andre mennesker. Forestillingen blev forsøgt verificeret videnskabeligt af vestlige forskere i 1800-tallet, og den bidrog til at legitimere undertrykkelse. Den har på trods af solid videnskabelig afvisning vist sig at være meget sejlivet. Det kan hævdes, at forestillingens historiske klangbund gør udsagnet langt mere alvorligt, end det havde været uden denne klangbund. Læreren kan fortsat vælge at møde spørgsmålet på flere måder, men kendskabet til de historiske referencer bag ordet ”banan” gør læreren langt bedre rustet til at takle situationen.

Lad os se på et andet eksempel: En elev kalder en anden elev for ”kartoffel”. Denne brug af ordet skulle vist nok stamme fra Hedmark og var en måde at omtale kartoffeldyrkende bønder på. I dag er det et skældsord i ungdomssproget og bruges om personer med lys hudfarve. Også her er ordbrugen historisk betinget. Forskellen sammenlignet med eksemplet ovenfor er, at det historiske bagtæppe er langt mindre alvorligt her. Dette betyder dermed ikke, at situationen kan bagatelliseres, men viden om hvilken historisk ramme, skældsordet refererer til, giver læreren et fortrin i vurderingen af situationen.

Når man skal behandle racisme som tema i undervisningen, kan man starte med at spørge eleverne, om de har oplevet racisme, og hvordan det udspillede sig ved at stille spørgsmålene ”Hvad oplevede du”? og ”Hvorfor oplevede du det som racisme”? Man kan også drøfte med eleverne, hvad racisme er: ”Hvad forbinder du med racisme”? ”Hvem rammes af racisme”? ”Kan alle blive udsat for racisme”? Videre kan undervisningen behandle racisme historisk, for eksempel ved at studere racevidenskab med målinger og racekort og behandle historiske hændelser som apartheid i Sydafrika, slaveriet i USA, Danmarks behandling af grønlænderne og taterne eller europæisk og arabisk slavehandel i dele af Afrika.

Det kan være fornuftigt at trække linjerne frem til i dag, når man underviser om racisme.

Det kan også være fornuftigt at trække linjerne frem til i dag: ”Hvordan bearbejdes slavetiden i USA i dag”? ”Hvad har Danmark gjort i forbindelse med oprejsning af grønlænderne”? Som en afslutning kan læreren igen tage tråden op med elevernes opfattelser og drøfte ligheder og forskelle mellem deres opfattelse af racisme og de historiske eksempler. Dette er et felt med ret store meningsforskelle, så der bør være god mulighed for interessante diskussioner.

Forfatter: Harald Syse

Hvad er antisemitisme?

Antisemitismens historie deles ofte ind i forskellige stadier, hvor det første stadie fra tidlig middelalder til slutningen af 1800-tallet var religiøst (kristent) betinget, og det andet var nationalistisk og racebiologisk, sådan som det i sin mest ekstreme form kom til udtryk under nazismen. Et kendetegn ved de antisemitiske forestillinger er, at de let kan tilpasses til samtidens debatter og problemer og dermed kontinuerligt antager nye former. Efter 2. verdenskrig udgjorde både Holocaust og Israel-Palæstina-konflikten centrale referencerammer for forestillingerne. Nogle forskere ser denne udvikling som et tredje stadium i antisemitismens historie, men det er en igangværende debat, om hvorvidt der er tale om en ”ny” antisemitisme (se f.eks. Bachner 2004; Wieviorka 2005). Man kan hævde, at det både historisk og i dag netop er kombinationen af gamle og nye elementer, der er mest betegnende for antisemitismen. Selve termen ”antisemitisme” blev formuleret i 1870’erne af tyskeren Wilhelm Marr. Dengang blev ordet brugt for at beskrive en politisk-ideologisk bevægelse, som arbejdede mod det, der blev opfattet som en negativ samfundsudvikling af ”jødisk herredømme”. Bevægelsen var en reaktion på frigørelsen af jøderne, som gav dem borgerrettigheder (emancipationen af jøderne) og på jødernes sociale stigning i samtiden (se f.eks. Jacob Katz 1980). Begrebet er i udgangspunktet knyttet til denne periodes raceorienterede antijødiske tankegang, men bruges i dag oftest i videre forstand for også at omfatte den tidligere, religiøst betingede jødefjendtlighed og senere former for antijødiske holdninger.

Antisemitisme kan defineres som negative holdninger og handlinger rettet mod jøder eller det, som forstås som ”jødisk”, baseret på bestemte forestillinger om jøder.

Antisemitisme kan ud fra denne videre forståelse kort defineres som negative holdninger og handlinger rettet mod jøder eller det, som forstås som ”jødisk”, baseret på bestemte forestillinger om jøder. Antisemitisme er imidlertid et begreb, der ofte strides om. Dette har mange årsager og er delvist historisk betinget. Efter 2. verdenskrig blev åbenlyse, negative holdninger til jøder diskrediteret i Europa. Mens der i mellemkrigstidens Europa var personer, som åbent betegnede sig ”antisemitter” er dette på det nærmeste utænkeligt i dag. En konsekvens af dette er, at debatter om antisemitisme ofte inkluderer en diskussion om selve definitionen af begrebet. Antisemitisme er, sådan som den manifesterer sig i forskellige situationer, enten i skolen, skolegården eller andre steder, også et udpræget relationelt fænomen. Det vil sige, at den er præget og fortolket på baggrund af den bestemte situation og forholdet mellem de involverede.

Historiens betydning: forestillingernes lange linjer

Antisemitiske holdninger baserer sig på bestemte forestillinger om jøder; en idé om, at jøder besidder bestemte egenskaber og karaktertræk, som er negative. Disse kulturelt overførte forestillinger tilpasses forskellige historiske og samfundsmæssige situationer. Samtidig viser studiet af de antisemitiske forestillingers historie, hvordan visse grundlæggende motiver går igen på forskellige tidspunkter. Meninger om, at jøder er illoyale, fremmede og mægtige, er eksempler på sådanne grundmotiver.

Grundmotiver i antisemitisk tænkning er, at jøder er illoyale, fremmede og mægtige.

Al gruppekonstruktion indebærer en grænsedragning mellem ”os” og ”dem” i en eller anden form. Ved at danne et billede af ”de andre” vil der samtidig blive dannet et billede af et ”vi”, som udtrykker, hvilke værdier og hvilke ting der sættes højt. Når det gælder antisemitisme, kan man således tale om, at jøden udgør en ”antitese” for vi-fællesskabet. De konkrete elementer, der har formet de antijødiske stereotypier, er udsprunget af bestemte behov, vanskeligheder eller idéstrømninger i samtiden. For at forstå antisemitismens historie skal man se på, hvilken funktion billedet af ”jøden” har haft i sammenhængen. Idéhistoriske fremstillinger af antisemitismens historie har blandt andet vist, hvordan forestillingen om ”jøden” i middelalderen var præget af opposition mellem kristendom og jødedom. I oplysningstiden, da troen på den rationelle fornuft stod centralt, kunne jødedommen sidestilles med religion generelt og anses som irrationel og i strid med tidsånden. Efter den russiske revolution inkluderede billedet af jøderne potentielle revolutionære og en alvorlig trussel gennem forestillingen om ”jødebolsjevikken” og en konspiratorisk alliance mellem jøder og kommunister. Sådan har fremstillingerne af jøderne ændret sig gennem historien i takt med den samfundsmæssige udvikling.

Den teologiske modsætning mellem jødedom og kristendom kan historisk betegnes som den vigtigste kulturelle kilde til antijødiske forestillinger i Europa.

Den teologiske modsætning, der findes mellem jødedom og kristendom, som i sin kerne er knyttet til spørgsmålet, om Jesus var Messias, kan historisk betegnes som den vigtigste kulturelle kilde til antijødiske forestillinger i Europa. Forskere diskuterer, hvorvidt der allerede i antikken eksisterede forfølgelser af jøder, som var et udslag af antijødiske holdninger. I forbindelse med korstogene dannes der imidlertid tydelige fjendebilleder, både af jøder og muslimer, de første fra begyndelsen af 1100-tallet. Antisemitismens historie i Europa kan på denne baggrund siges at være omtrent tusind år gammel. Det er et kendetegn ved gruppefokuserede fordomme som racisme og antisemitisme, at de berører denne lange historie, og forestillingernes forhistorie spiller ind på erfaringen og fortolkningen af hændelserne. Samtidig kan der være stor forskel på, hvordan noget bliver erfaret, hvordan det bliver opfattet af omgivelserne, og hvordan noget er ment.

Kendskabet til den historiske kontekst kan være et vigtigt udgangspunkt for håndtering af antisemitisme i praksis.

En interviewundersøgelse, der blev gennemført af det norske HL-senteret (Senter for studier av Holocaust og livssynsminoriteter), har dokumenteret erfaringer med antisemitisme blandt norske jøder (Døving og Moe 2014). Studiet viser, hvordan den lange forhistorie til forestillingerne er af betydning for informanternes fortolkning af negative erfaringer. Blandt de oplevelser, som informanterne havde med traditionelle stereotypier om jøder, var hændelser, som implicerede forestillingen om ”pengejøden”, de mest almindelige. En af historierne kom fra en 14 år gammel dreng fra Oslo. Han havde oplevet flere situationer på skolen, hvor hetze fra medelever udsprang fra denne forestilling. Pineriet foregik ved, at eleverne først kastede mønter på ham og derefter spurgte ham om, hvorfor han som jøde ikke havde samlet dem op. Det var elever, han omtalte som ”de populære”, der stod bag, og gennem disse episoder blev de ifølge drengen opfattet som endnu ”sejere”. Episoderne samlede til dels et stort publikum (”hundrede”), men oftest fem-ti stykker. Det var altid drenge, der mobbede ham, men ”pigerne, der grinede”, som han sagde. Det havde været meget ydmygende for drengen. For at forstå, hvordan erfaringer med gruppefokuserede fordomme rammer modtageren, kan det være nødvendigt at belyse, hvordan hændelserne ofte har en bredere kontekst end den, der umiddelbart ses i situationen. For håndtering af antisemitisme vil kendskabet til den historiske baggrund til forestillingerne være et vigtigt udgangspunkt.

Nogle af de mest centrale forestillinger om jøden henter stof fra fortællingen om Judas. Hans forrådelse af Kristus er et kernemotiv i forestillingen om jødisk illoyalitet – om jøden som antikristen og ansvarlig for Kristi død. At Judas modtog penge for forrådelsen bliver desuden et grundlag for ideen om jødernes begær efter materielle værdier. I forlængelse af det kristne billede af Judas, som lod sig købe for penge, ligger forestillingen om jødernes generelle pengebegær.

Judas’ forrådelse af Kristus er et kernemotiv i forestillingen om jødisk illoyalitet og samtidig om jødernes pengebegær.

Dette billede befæster også sin position gennem den konflikt, der eksisterede mellem kirke og kongemagt i Europa. I den tidlige middelalder var jøder repræsenteret i alle faggrupper, men var særlig tydelige inden for handelsvirksomhed. Mange steder var det også forbudt for jøder at eje jord, og handel repræsenterede en mulig næringsvej. I 1000-tallet ændrede forholdene sig, og jøderne fik konkurrence fra andre grupper, som også skulle leve af handel. Samtidig var pengeudlån en efterspurgt virksomhed, og jøderne stod uden for kirkens bestemmelser, som lagde hindringer for kristne, når det handlede om udlån mod renter. I virkeligheden var jøderne aldrig alene om at beskæftige sig med pengeudlån i Europa (med undtagelse af England i en periode i 1100-tallet), og kun en lille minoritet blandt jøderne beskæftigede sig hermed. I øst var jøderne traditionelt fattige. Billedet af jøden som pengeudlåner satte sig imidlertid fast på europæernes nethinde. Et eksempel på, hvor sejlivet denne forestilling er i den europæiske kultur, kan være Shakespeares Shylock, den gamle jødiske pengeudlåner i skuespillet ”Købmanden i Venedig”. Da Shakespeare skrev dette stykke, havde jøderne været forvist fra England i over 300 år (fra år 1290; stykket blev skrevet i 1596/7). I takt med udviklingen af det moderne Europa ændrer de antisemitiske stereotypier sig også. Således omfatter forestillingen om ”pengejøden” også den internationale pengemagt, kapitalisten og børsspekulanten.

Når de negative egenskaber knyttes til raceforestillinger og biologi, bliver de også noget, som hæfter sig ved individerne uafhængig af deres handlinger.

Et centralt element for den racistiske ”moderne” antisemitisme var netop, at forestillingerne inkluderede racebiologiske ideer. Selvom gruppekonstruktionen af jøderne også tidligere havde essentialiserende træk – antagelsen om, at det ”jødiske” havde visse kendetegn – bliver dette nu et dominerende og skæbnesvangert træk. Når de negative egenskaber knyttes til raceforestillinger og biologi, bliver de også noget, som hæfter sig ved individerne uafhængig af deres handlinger. Den moderne antisemitismes forestilling om det ”jødiske” medførte dermed også, at konvertering ikke længere var en måde at undslippe antijødiske tiltag på. For øvrigt kendetegnes nazismens og den moderne antisemitismes begreb om det ”jødiske” af at være en abstrakt størrelse, som favner alt det, nazismen var imod, hvad enten det var politiske modstandere, træk ved samfundsudviklingen eller sågar moderniteten selv.

Gruppekonstruktion som ”selvopfyldende profeti”

I klassen vil der kunne opstå diskussioner om, i hvilken grad forestillinger som dette har rod i virkeligheden. I de fleste tilfælde vil det jo være muligt at finde ”belæg” for forestillingerne i form af eksempler fra virkeligheden. Fejlslutningen (eller gruppekonstruktionen) består i, at man fejlslutter fra sådanne enkeltstående tilfælde, at alle jøder har disse egenskaber. Stereotypiske forestillinger har desuden en tendens til at blive selvbekræftende netop ved, at de fremmer en vis forståelse af virkeligheden, og at eksempler, som strider mod de omtalte træk, bare i ringe grad tillægges vægt (se for eksempel Robert S. Wistrich 1999).

Stereotypisk tænkning giver en vis type ”briller” – man ser det, man vil se.

Således kan stereotypisk tænkning siges at give en vis type ”briller” – man ser det, man vil se. Historisk set har gruppefjendtlige forestillinger også påvirket en konkret samfundssituation ved, at minoriteter har fået begrænset deres frihed på baggrund af forestillinger hos majoriteten. Et eksempel fra antisemitismens historie er de historiske restriktioner mod, at jøder kunne eje jord. I perioder gjorde dette, at jøder favoriserede handelsvirksomhed som næringsvej. Dermed bliver forestillingen om jøder som optaget af penge bekræftet. Forestillingen om ”pengejøden” bliver også ofte ”forklaret” gennem henvisninger til kendte, rige enkeltindivider. Således medfører en stereotypisk tænkemåde, at bestemte sider af virkeligheden gives forrang og elementer, som strider mod denne, for eksempel de millioner af fattige jøder, som har levet i de østlige områder af Europa, udelades fra fortællingen. En konsekvens af en sådan fremstilling er endvidere, at offeret kan fremstå som ansvarlig for de negative holdninger. I en befolkningsundersøgelse foretaget af det norske HL-senteret var der 12 procent, der mente, at ”Jøder har selv meget af skylden for, at de er blevet forfulgt” (HL-senteret 2012).

Antisemitisme og Israel-Palæstina-konflikten

Et stort antal af de negative erfaringer til informanterne i interviewstudiet havde udgangspunkt i debatten om Israel-Palæstina-konflikten. Næsten samtlige af de interviewede nævnte, at debatten omkring konflikten til tider var belastende.

Studier viser en sammenhæng mellem Israel-Palæstina-konflikten og antisemitiske handlinger.

Europæiske undersøgelser viser en sammenhæng mellem Israel-Palæstina-konflikten og antisemitiske handlinger ved, at eskaleringer i konflikten hænger sammen med et øget antal angreb på jøder og jødiske institutioner (se f.eks. EUMC 2004 og FRA 2009). Konflikten tilfører delvis et nyt indhold til billedet af ”jøden”, men præger også grundmotiver i de antisemitiske forestillinger, som ideerne om jødisk magt og konspiration, ved at relatere disse til Israel og israelsk politik. Nazistiske symboler ses ofte i relation til antisemitiske ytringer. I interviewstudiet blandt norske jøder blev der fortalt om lærere, der havde mødt modstand fra elever, da de skulle undervise om Holocaust, oplevet nazihilsner i klasseværelset eller bemærkninger af typen ”Hitler gjorde ikke et godt nok job”. Samtidig har der i forbindelse med antiisraelske fremstillinger udviklet sig en brug af symboler, som vender op og ned på offer og overgriber: Jøderne (her israelerne) fremstilles da som ”nazister” og palæstinenserne nazismens ofre, således som de historiske jøder var ofre.

Konflikten bruges af aktører i angreb på jøder, uden at selve indholdet i kritikken kan defineres som antisemitisk.

HL-senterets befolkningsundersøgelse viste en tydelig, men kvantitativ lille sammenhæng mellem antisemitisme og stærkt antiisraelske holdninger i den norske befolkning (HL-senteret 2012). For de fleste af respondenterne, som havde en kritisk holdning til Israel, fandt man imidlertid ikke en sådan korrelation. Forholdet mellem kritik af Israel og antisemitisme er et tilbagevendende tema i den offentlige debat. Ofte drejer debatten sig om korrektheden i mediebilledet, som gives af Israel-Palæstina-konflikten. For en lærer er det måske vigtigt at huske, at uanset om dækningen faktisk er skæv eller ej, hvorvidt den indeholder fejl eller giver et korrekt indtryk, så kan den opleves belastende og være årsag til negative oplevelser, hvor hetzen tager udgangspunkt i fremstillingen af Israel. Sådan kan konflikten bruges af aktører i angreb på jøder, uden at selve indholdet i kritikken kan defineres som antisemitisk.

Forskellige former for generaliseringer fra ”israeler” til ”jøde” var noget, mange af de interviewede i den kvalitative interviewundersøgelse nævnte (Døving og Moe 2014). Informanternes fortællinger drejede sig både om rent sproglige sammenblandinger og om situationer, hvor de på forskellig vis havde oplevet at måtte stå skoleret for israelske handlinger. Ofte drejede det sig imidlertid om en mere subtil form for sammenblanding, som at informanterne oplevede et stærkere krav om at tage afstand fra hændelser i Israel eller en større forventning om at have kendskab om konflikten end det, de andre blev mødt med. I interviewene blev disse hændelser ofte ikke kategoriseret som oplevelser med antisemitisme, men alligevel som ubehagelige.

Generaliseringer fra ”israeler” til ”jøde” er kendetegnende.

Et eksempel gjaldt en oplevelse, som en informant havde haft, dengang hun gik i 2. klasse på en skole i Oslo. Første dag efter sommerferien skulle alle tegne, hvor de havde været, og hun tegnede en tegning fra Israel, hvor hun havde ferieret med familien. Da det blev hendes tur til at vise tegningen foran klassen, stoppede læreren hende og spurgte, hvad hun havde tegnet. ”Det er Israel”, svarede pigen. ”Jeg tror ikke, at du skal vise det, for nogen i klassen kan blive sårede”, svarede læreren. Pigen blev i stedet bedt om at gå ned og sætte sig igen. Hændelsen skal ikke nødvendigvis forstås som et udslag af negative holdninger til jøder, da der kan have været andre årsager til lærerens reaktion. Men i den givne situation fungerede den alligevel ekskluderende for pigen.

Israel-Palæstina-konflikten aktualiseres særligt i relation til elever med baggrund fra lande i Mellemøsten. Nogle informanter havde oplevet meget alvorlige, delvis alvorlige udslag af antisemitisme, der tog udgangspunkt i konflikten, hvor gerningspersonerne havde relation til Mellemøsten. Antisemitisme blandt muslimer var generelt set noget af det, som informanterne var mest bekymrede for. Samtidig var mange optaget af at nuancere, når de snakkede om ”muslimer”, og påpegede, at jøder og muslimer har mange fælles oplevelser knyttet til det at tilhøre minoritetsgrupper i Norge. Flere havde også personlige venner, der var muslimer.

Kritik af Israel kan karakteriseres som antisemitisk, når negative handlinger begået af Israel beskrives som et resultat af iboende, negative karaktertræk hos jøder, eller når klassiske antisemitiske forestillinger bruges til at karakterisere israelske handlinger.

Kritik af Israel kan karakteriseres som antisemitisk, når negative handlinger begået af Israel beskrives som et resultat af iboende, negative karaktertræk hos jøder, eller når klassiske antisemitiske forestillinger bruges til at karakterisere israelske handlinger. I en skolesituation vil en bestemt definition imidlertid være af mindre betydning. Udfordringen vil lige så ofte være at behandle tematikken på en balanceret måde og udvikle metoder til håndtering af diskussioner i klassen, som ikke medfører, at elever føler sig placeret i båse på baggrund af deres identitet. På den måde giver man alle elever en chance for at deltage i undervisningen på egne præmisser. Et godt råd kan være, at læreren tydeligt siger fra mht., at jøder ikke er det samme som israelere, og at israelere ikke er det samme som Israels regering. I en undervisningssituation vil en vægtlægning af nuancer i fremstillingen af konflikten være vigtig; her kan en fordybelse i regionens historie og baggrunden for oprettelsen af staten Israel være til hjælp.

Holocaustbenægtelse

Til trods for, at Holocaust kan siges at være det bedst dokumenterede folkemord i historien, er der personer, der benægter, at det har fundet sted, eller mener, at fremstillingerne er betydeligt overdrevne. Argumentationen tager forskellige vendinger, men kører ofte i ring omkring eksistensen af gaskamre. Dette indebærer en afvisning af gaskamrenes eksistens eller påstande om, at kamrene blev brugt til andet end drab, f.eks. aflusning. Ofte inkluderer holocaustbenægtelse også, at der sås tvivl om de ideologiske forudsætninger for folkemordet ved, at der sås tvivl om intentionen. Det hævdes da, at der aldrig forelå nogen bevidst udryddelsespolitik, kun deportationer østpå, og at de næsten seks millioner ofre døde af andre årsager, først og fremmest sygdom. Desuden inkluderer holocaustbenægtelse ofte en idé om, at folkemordet er opdigtet af jøderne som led i at opnå magt eller penge. Den inkluderer også forestillinger om konspiration og har et antisemitisk fundament.

Holocaustbenægtelse inkluderer en konspiratorisk idé om, at folkemordet er opdigtet af jøderne som led i at opnå magt eller penge.

Også i danske klasseværelser ses holocaustbenægtelse. Påstandene kan være vanskelige at takle grundet et pseudovidenskabeligt tilsnit, som gør dem vanskelige at modbevise direkte. Dette har holocaustbenægtelsen tilfælles med (andre) konspirationsforestillinger. Ud over en målsætning om at øge elevernes viden om de faktiske, historiske omstændigheder ved Holocaust, vil udviklingen af en god kildekritisk metode være vigtig for at styrke elevernes beredskab mod sådanne ideer.

Forfatter: Vibeke Moe

Hvad er islamofobi?

Udbredelsen af negative holdninger til muslimer er veldokumenteret i en række vesteuropæiske lande, herunder Norge (se f.eks. Pew 2008, Field 2007, Strabac og Listhaug 2007, Bleich 2009, HL-senteret 2012), men vi ved kun lidt om udbredelsen af islamofobe holdninger i den norske befolkning.

Islamofobi og fordomme mod muslimer er ikke det samme.

Negative holdninger og fordomme hænger naturligvis sammen med udviklingen af og vilkårene for islamofobi, men der er en fundamental forskel mellem fordomme mod muslimer og den stærke grad af ideologisk funderede generaliseringer, vi finder i islamofobien. Islamofobi forudsætter et niveau af generalisering og essentialisering af muslimer, som ikke nødvendigvis er til stede i enhver negativ holdning over for muslimer. Essentialisering handler om at tilskrive naturlige, faste og essentielle karakteristikker til individer, som tilhører en bestemt gruppe.

Islamofobi kan defineres som:

en systematiseret og ideologisk form for fordomsproduktion og praksisser, der underbygger angst for, had mod og diskriminering af muslimer. [1]

Kendetegn ved islamofobi

Islamofobe ytringer består i:

• • ytringer, som udgår fra en essentialistisk forestilling om, hvad islam ”er”, og at muslimer ”tænker og handler” i pagt med denne forestilling om, hvad islam ”er”
  • ytringer, som har en fejlagtig eller stærk overdrevet og hadefuld karakter og er fremført med den hensigt at stigmatisere
  • ytringer, som udgår fra en forestilling om, at muslimer i kraft af deres religiøse tilhørsforhold er mindre værd og/eller ikke har krav på de samme borgerrettigheder som andre i det norske eller europæiske samfund.

Ligesom antisemitismen måske ikke nødvendigvis er rettet mod jødedommen, men mod jøder og forestillinger om jødiskhed, er islamofobien måske heller ikke nødvendigvis rettet mod islam alene, men består i et konglomerat af forestillinger om kultur, etnicitet og folkementalitet. Religion udgør imidlertid gerne en tydelig markør i dette konglomerat. Og religionen bliver også fremstillet på en bestemt måde i islamofobien, nemlig som:

• • monolitisk og statisk
  • fundamentalt forskellig fra alle andre religioner og kulturer
  • underlegen vesten: barbarisk, irrationel, primitiv og sexistisk
  • en politisk religion, som er en trussel i form af at være voldelig
  • islam er lig med islamisme
  • en manipulerende ideologi, som bruges af individer for at skaffe sig kontrol
  • en religion, der kan handle i sig selv (islam har ikke rent mel i posen, islam ønsker underlæggelse osv.)

Konspiratorisk tænkning

Kendte islamofobe forestillinger er ofte af konspiratorisk karakter. Et eksempel er ideen om, at muslimer arbejder i det skjulte for at overtage Europa, den såkaldte Eurabia-teori. At ”de lader som om, de står for vores værdier”, men i virkeligheden snakker med to tunger. Gennemgående i islamofobien er forestillinger om, at muslimer som sådan er et eller andet negativt, uanset hvad de gør, og de er dømt på forhånd i kraft af forestillingen om nedarvede træk, som følger med det at blive defineret ind i en gruppe/kategori: de er fanatiske, de er modstandere af individuel frihed, de er kvindeundertrykkende, de vil ikke integrere sig, og de er brutale.

Desuden finder vi stereotypien af terrorisme som noget essentielt ved ”muslimen”: Ham, der ønsker underlæggelse af alt ”vores” til islam, og som ikke skyr terror. Når denne type essentialiseringer sættes sammen til idesystemer, så de udgør argumenter for, at muslimer som sådan er farlige og bør ekskluderes, kan vi snakke om islamofobi.

Islamofobi og racisme

Hvis vi forstår racisme som det at tillægge mennesker naturgivne egenskaber på baggrund af deres tilhørsforhold og definerer disse som så negative, at medlemmer af gruppen bør holdes på afstand, kan vi sige, at den specifikke måde, dette bliver gjort på over for muslimer, kan betegnes med begrebet islamofobi.

En almindelig indvending mod det at se på islamofobi som racisme knytter sig til ideen om individets frihed. En muslim kan jo vælge ikke at være muslim i modsætning til den medfødte hudfarve. En muslimsk identitet kan i en vis forstand anses for at være en selvvalgt identitet – i hvert fald blandt voksne personer i en vestlig liberal og sekulær kontekst, og at de fleste aktører, som man kan karakterisere som islamofobe, vil åbne for, at man f.eks. ved konvertering fra islam eller ved at forlade islam kan undslippe en kategorisering som muslim.

Hos langt de fleste islamofobe er der selvfølgelig ikke en forestilling om, at muslimsk identitet er bestemt af blod/biologi. I modsætning til biologisk ”race” er det at være en troende muslim i princippet noget, man kan ”vælge sig ud af”, hvorfor islamofobi ikke kan kaldes racisme, lyder argumentet. Det problematiske ved argumentet er, at et individ ikke ved fødslen vælger at blive født ind i en muslimsk familie, lige så lidt som en kristen eller jøde vælger at blive født ind i en kristen eller jødisk familie. Man vælger heller ikke, om man i alt væsentligt – og uafhængig af egen tro/ikke-tro – bliver behandlet og vurderet som muslim, blandt andet på grund af udseende/hudfarve eller et muslimsk navn (se Meer og Modood 2009: 345, og Meer 2012).

Muslimer kan med andre ord være udsat for både racialisering og racisme i kraft af deres (antaget eller virkelige) religiøse tilhørsforhold. Islamofobiens budskab og funktion er at tillægge muslimerne uforanderlige og truende egenskaber.

[1] Definitionen – og teksten for øvrigt – bygger på bogen «Hva er rasisme» af Bangstad og Døving (2015), Universitetsforlaget.

Forfatter: Cora Alexa Døving