Identitet er et tungt og ladet begreb med mange og delvis modstridende forestillinger om, hvad det indebærer. En fællesnævner er, at identitet handler om ”at være sig selv med tiden”, altså at noget er stabilt og genkendeligt. Dette kan gælde for en enkeltperson eller for en gruppe.

Essentialistisk eller dynamisk identitetsopfattelse?

Opfattelserne af, at identitet er knyttet til noget stabilt med tiden, kan tolkes forskelligt. En statisk eller essentialistisk opfattelse af identitet forudsætter en uændret kerne, uanset ydre påvirkninger. En dynamisk identitetsopfattelse forudsætter, at et individ udvikler sig og bliver formet af ydre påvirkninger.

Gruppeidentitet forudsætter, at flere mennesker har nogle grundlæggende fællestræk, som binder dem sammen.

Der findes mange mellempositioner. Men når identitetsbegrebet anvendes for grupper, får denne forskel ganske store konsekvenser. Gruppe- eller kollektiv identitet forudsætter, at flere mennesker har nogle grundlæggende fællestræk, som binder dem sammen og skaber tilhørsforhold og sammenhold. Spørgsmålet er her, om dette bliver forankret i medfødte egenskaber (f.eks. etnicitet), egenskaber, som antages at være meget stabile med tiden (f.eks. fælles traditioner) eller til mere åbne kategorier som fælles interesser og fælles praksis (f.eks. erhvervsgrupper).

Med andre ord, forestillinger om gruppeidentitet kan være koblet til en essentialistisk eller dynamisk identitetsforståelse. Dette har stor betydning for forestillinger om tilhørsforhold og sammenhold. Hvis betingelsen for at være en del af en vi-gruppe forankres i egenskaber, der er knyttet til biologi eller antagede uændrede traditioner, er det meget vanskeligt for nye personer at blive en del af denne gruppe.

Cora Alexa Døving beskriver, hvordan ”tynd identitet”, som er baseret på noget, mennesker med uhyre forskellige baggrunde kan have tilfælles eller forenes om, kan være mere inkluderende end ”tyk identitet”, som forudsætter at man forenes om ting, der er medfødte eller nedarvede og dermed uhyre ekskluderende.

Forfatter: Claudia Lenz

Fokus i identitetstankegangen ligger på lighed (at være identisk = at være helt lige). Det, der er anderledes, bliver her hurtigt til det, der afviger, ikke passer ind eller forstyrrer. I en kontekst af gruppeforestillinger og gruppeidentitet er det ofte sådan, at en opfattelse af ”lighed indenfor” og ”forskel mellem grupper” dominerer. Interkulturel læring stiller spørgsmålstegn ved disse præmisser.

Anerkendelsen af mangfoldighed skal indebære en anerkendelse af det eller den, der er anderledes. Men hvad betyder det egentlig ”at være anderledes”, og hvem er det lige, der er ”anderledes”?

Vi har let ved at sætte lighedstegn mellem begreberne ”mangfoldighed” og ”multikulturalitet”: Dem, der er anderledes, er de fremmede – dem med anden etnisk/kulturel baggrund. Men i dette perspektiv ligger der en fælde: Dem, der defineres som anderledes, bliver mere fremmede end de nødvendigvis er eller ville definere sig selv, fordi fokus ligger på netop det, der er fremmed.

Dem, der defineres som anderledes, bliver mere fremmede end de nødvendigvis er eller ville definere sig selv.

Og hvad med ”vi-gruppen”? Hvis mangfoldighed opfattes som forskelle mellem grupper, kan det resultere i, at forskellene inden for gruppen enten ikke erkendes eller anerkendes. Forestillinger om homogene, stabile og lukkede gruppeidentiteter kan være en hindring for et klima af storsind og åbenhed, fordi forskellige opfattelser, leve- og væremåder betragtes som afvigelser eller sågar ”forræderi”.

Forestillinger om homogene, stabile og lukkede gruppeidentiteter kan være en hindring for et klima af storsind og åbenhed.

Med andre ord: Forestillinger om faste gruppeidentiteter og et entydigt gruppetilhørsforhold står i et spændingsforhold til en pluralistisk og demokratisk kultur med mangfoldighed, også inden for en social gruppe eller et samfund.

Forfatter: Claudia Lenz

Både den, der hører til eller bliver placeret i indergruppen, og den, der hører til eller bliver placeret i ydergruppen, får frarøvet muligheden for at udfolde sin individualitet og sin mulighed for at deltage i fællesskab, som den man er, hvis man vokser op i et klima af statiske gruppeforestillinger, hvor ”vi” står i konflikt med ”de”. Hvis ”jeget” kendetegnes som modsætning af den fjendtlige, farlige og ubehagelige anden, bliver opretholdelsen af denne forestilling om den anden en nødvendighed for at opretholde ens selvbillede.

Dette genspejles i forskningen om gruppefokuseret fjendtlighed, sådan som den præsenteres i rapporten Intolerance, Prejudice and Discrimination. A European report (2011): Behovet for et fjendebillede går hånd i hånd med behovet for selvophøjelse og behovet for det entydige og ”rene”, når det gælder identitet og tilhørsforhold. Naturligvis kan forestillinger og følelser af gruppetilhørsforhold være både legitime, funktionelle og nødvendige, når den enkelte skal finde sig til rette i en kompleks verden. Men samtidig er det netop denne komplekse verden, der kræver kompetence til at reflektere over og justere disse forestillinger.

Mangfoldighed er hverken en trussel eller noget, der skal fejres; det er et faktum, man forholder sig til hele tiden i mindre eller større omfang.

Det forebyggende arbejde mod racisme, antisemitisme og andre former for gruppebaseret fjendtlighed skal udfordre lukkede og statiske forestillinger om identitet og tilhørsforhold. Men det handler ikke bare om at afdække, hvor fejlagtige fordomme er. Det er væsentligt at møde fordomme og skabe plads til erfaringer med et positivt alternativ; mangfoldighed er hverken en trussel eller noget, der skal fejres; det er et faktum, man forholder sig til hele tiden i mindre eller større omfang. Mangfoldighed indebærer både udfordringer, usikkerhed og måske frustration. Men i endnu større grad indebærer det en chance for at udvikle sig uden at være låst fast i forestillingerne om sig selv og ”de andre”.

Forfatter: Claudia Lenz

I bogen Stranger to Ourselves fra 1991 skriver Julia Kristeva:

Strangely, the foreigner lives within us: he is the hidden face of our identity, (…) By recognizing him within ourselves, we are spared detesting him in himself. A symptom that precisely turns “we” into a problem, perhaps makes it impossible, the foreigner comes in when the consciousness of my difference arises, and he disappears when we all acknowledge ourselves as foreigners, unamenable to bounds and communities. (s. 1)

Hun henviser til nødvendigheden af at være åben for selvrefleksion, selvkritik og overraskelser, når det handler om, hvem man er. Målet er at:

• • være i stand til at se sig selv udefra
  • acceptere, at man har sider, som man synes er mindre behagelige
  • takle det ukendte og uvisse ved at være til.

Dette kan virke som ganske højtsvævende, filosofiske tanker, men de berører absolut hverdagsagtige erfaringer. Vi udvikler vaner for, hvordan vi omgås os selv akkurat på samme måde, som vi omgås med andre. Men det er muligt at ændre disse vaner.

Vores identitet er afhængig af, at vi er fremmede for os selv. (Julia Kristeva)

Ved forebyggelse er det særligt vigtigt at belyse, hvordan det at anerkende, at der er mindre behagelige sider ved en selv, kan være et grundlag for at bearbejde disse sider, ændre noget i vores holdninger, følelser, tanker og handlinger.

Et eksempel: Der findes nok ikke det menneske, der ikke har fordomme. Men det betyder ikke, at man skal acceptere fordommene. Tværtimod: Det er ikke blot den ideologisk overbeviste ”racist” eller ”antisemitten”, der er et problem – alle fordomme bidrager til at skabe skel og holde mennesker udenfor. Udfordringer er dermed netop ikke blot at acceptere fordommene som normale, men at forsøge at håndtere og justere dem, så de spredes mindst muligt.

Når de andre bliver bærere af de problematiske træk, som vi ikke vil eller kan anerkende i os selv eller i vores samfund, sætter projektionsmekanismerne ind. Vores evne til kritisk selvregulering og opretholdelsen af en idealiseret forestilling om mig/os bliver mere og mere afhængig af ”negationen” i forestillingen om de andre. Dette skaber en ond cirkel.

Selvrefleksion over egen identitet kan bidrage til at afdække og reducere gruppetænkningens mekanismer.

Evnen til at reflektere over sig selv og sin egen identitet kan bidrage til at afdække og nedbryde gruppetænkningens mekanismer. Ved at tage andre muligheder for at konstruere forestillinger og viden om os selv i betragtning, kan vi skabe en beskyttelsesmekanisme mod aggressive projektioner, som vi ser dem i fordomsdannelse og gruppefjendtlighed.

Forfatter: Claudia Lenz